mandag den 14. september 2015

Så kom regnen....

Efter det havde regnet (og blæst!) det meste af natten, var håber lysegrønt, da vi vågnede uden lyden af regn på sneglehusets tag. Men desværre viste det sig kun at være et kort ophold, så inden vi var klar til at køre regnede det igen! Og som det fremgåraf dette opslag, så får vi altså ikke taget så mange billeder i regnvejr - men til gengæld hygger vi os stadig.
Dagen har primært budt på gensyn, men da det har været gensyn med nogle fantastisk smukke steder, har det været kærlige gensyn. Vi startede med at køre den sidste del af NT Sognefjellet og turen var lige så betagende, som da vi kørte den sidste sommer. Men da Magne sov og det fortsat regnede, blev det ikke til nogen stop før vi kom til Lom, hvor der skulle tankes og provianteres.
Derefter kørte vi måske 20 km før vi drejede "tilbage" over Jotunheimen. Nu er vi jo som sagt gået "all in" på nationale turistveje, og den sidste "within reach" er NT Valdesflye. Den kørte vi noget af tidligere på sommeren sammen med Carina og Johanna, men dels ville vi gerne se den resterende del, dels var det i den rigtige retning og dels kunne vi godt tænke os lidt mere højfjeld, og så viste vejret spæde tegn på opklaring, så vi håbede på bedre vejr end sidst vi var der.
Jesper havde om morgenen lovet Magne at vi skulle have vafler i dag, da det nu er blevet vaffelvejr og faktisk havde alle turisthytter (i hvert fald 4) på vej op på fjeldet åben, men Magne sov igen, og jeg mente nok vi skulle have frokost inden vi spiste vafler, så vi besluttede at spise vafler på den sidste del af fjeldet - der kendte vi også et fint vaffelsted fra tidligere på sommeren.
Dermed kørte vi frem over højfjeldet - men desværre var opklaringen forsvundet, så vejret var nøjagtig lige så tåget som sidst vi var her.
Vi nød nu alligevel vores frokost oppe i højderne (faktisk samme sted som vi spiste i sommers!) og så kørte vi mod vafflehytten. Men desværre var den lukket - og det var den anden hytte i nærheden også, så vi måtte helt ned til Beitostølen før vi fandt et sted, hvor vi kunne få de længe ventede vafler og holde en god pause og tage ophold udenfor sneglehuset.
Planen var egentlig at finde et sted at overnatte  kort efter Beitostølen, men inden det lykkedes, var Magne faldet i søvn, så vi valgte at køre videre mod Hønefos. Da det blev tid til at finde en camp blev vi noget udfordret. Vi var løbet tør for kort (tænk at det skulle ske for os!!) så jeg kunne ikke kortrecce for en stille vej til fricamp. De rastepladser vi så, var bestemt ikke indbydende og det var de 2 "campingpladser" vi passerede bestemt heller ikke. De lå klods op ad E16 som vi kørte på og så var de stopfyldte af fastlæggere, så vi endte med at køre ned ad en tilfældig sidevej (dem var der nu heller ikke ret mange af). Her fandt vi et OK sted inde i noget skov.
Jeg gik en tur med hundene - i tørvejr! - og fik også samlet nogle bær til Magne, mens Jesper gjorde aftensmaden klar.
Da Magne var puttet satte vi os til at spille, men pludselig stak Magne hovedet ud fra sin soveplads - han ville vist vise, hvor god han var blevet til at kravle/møffe sig rundt og havde passeret afspærringen og var nu faretruende tæt på kanten (der er 120 cm ned). Så det er nu vedtaget at han ikke får lov at sove alene før vi er hjemme ved tremmesengen igen!

I mangel af billeder fra i dag kommer her et, som er næsten 2 uger gammelt. Jeg fik det ikke med den gang, men er nu alligevel så glad for det!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar