onsdag den 16. september 2015

På vej hjem

Så er vi for alvor startet på hjemturen, men da vi stadig har god tid tog vi det, der skulle være en mindre omvej for at besøge det sted, hvor Ole Einar Björndalen er født og opvokset - og hvor  der står en statue af ham.
Den mindre omvej blev dog noget omfattende da vejen var lukket, og vi blev sendt ud på noget af en rundtur i området, men da Jesper mener det er en væsentlig del af Magnes opdragelse, at kende verdens sejeste sportsmand, så var der jo hele turen værd.
Da vi nåede Drammen var det blevet frokosttid efter frokosten gjorde jeg noget jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre i Norge - jeg gik på shopping!
Egentlig havde vi planlagt at skulle besøge en Lindex (børnetøj) i Sverige, men da den norske krone ikke står bedre end den svenske (i forhold til den danske), så ville det være lige så "billigt" at købe tøj til Magne i Norge og vi havde brug for en god pause. Så Jesper og Magne gik rundt i indkøbscenteret og brændte krudt af, mens jeg brændte penge af.
Det må have været hårdt for Magne med al den shopping for bagefter sov han til vi var et godt stykke nede i Sverige. Vi besluttede at snuppe en nat på camping, så vi kunne få tømt alle tanke på sneglehuset og der er rigeligt med muligheder på den svenske vestkyst.
Det blev godt nok en halvdyr fornøjelse, for udover den normale pris måtte vi også betale for at få vores campingpas "fornyet" for 2015 - nu har vi ellers rejst i næsten en måned, uden nogen har fundet det nødvendigt.....
Her sidst på eftermiddagen var der for første gang tørvejr og blå himmel (mellem skyerne) så vi skyndte os ud og gå en dejlig tur ved stranden og i sommerhusområdet. Vi var ikke andet end lige kommet tilbage til sneglehuset så var det igen slut med tørvejr!
Så Jesper måtte sætte hundehegn op og strøm til i styrt regnvejr. Men så er det jo godt at kunne lege indendørs, og jeg må sige, at Magne er blevet svært glad for sine bøger her de seneste dage. Her fortæller han (meget højt!) historier om Peter Plys.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar