Da vi kom til Manapouri kørte vi direkte til Possum Lodge, hvor vi havde booket en cabin. Det viste sig at være et noget mindre sted end hvad vi lige forestillede os, men det var meget tæt på søen! Der holdt allerede en bil, og både fører og passager sad bare i bilen. Det så lidt underligt ud, så jeg gik udenom og ned til receptionen. MEN der var lukket. De åbnede først kl. 15.... Tilbage til bilen, for jeg havde absolut ingen idé om, hvad klokken var. Mindsanten om den ikke var 14.56 – kunne ikke have været meget heldigere! Ganske kort efter kom værten og åbnede. Mens jeg stod og var ved at checke ind kørte endnu en camper op bag os – og mindsanten om ikke Jesper stod og snakkede med manden der? Det viste sig så være vores tyske kortvenner fra aftenen før J. Vi var lidt spændte på, hvad det var vi havde bestilt, for det var utroligt billigt – ikke meget mere end normal teltpris – og det samme som det kostede for én person for én nat i en hytte på Kepler Track. Men det viste sig at være utrolig godt til prisen! Lidt ældre og basic, men der var adgang til et fuldt udstyret køkken, et rent og hyggeligt bad, og ganske almindelige toiletter. For en gangs skyld var der ubegrænset internet, så vi syntes faktisk at det var vældig fint.
Vi prioriterede hurtigt at komme på nettet, så vi kunne få lagt besked på bloggen, om at vi var OK og få tjekket op på mails mv. Det viste sig dog, at Majken allerede havde været så kvik at give besked om vores sms – tak for det! Desuden fik vi kigget på Christcurch Lufthavns hjemmeside, hvoraf det fremgik at der igen blev fløjet inden- og udenrigs, men man skulle tjekke med sit flyselskab vedr. eventuelle ændringer. Singapore Airlines havde kun besked vedr. fly de nærmeste 4 dage, men det var mindre ændringer, så vi besluttede at vente et par dage med at gå nærmere ind i det. I stedet fik vi os noget aftensmad, pakkede til 2 dage i kajak og mødtes med Andreas og Sabina for at spille mormor-rummy. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor der vist blev talt mere end der blev spillet, Jesper fik sig en overnatning, når han skal løbe Berlin maraton og bloggen blev nedprioriteret – sorry ;-)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar