Doubtful Sound i kajak

Morgenstund har guld i mund

Lørdag morgen startede vores træning med igen at skulle op til et vækkeur. Det ringede nemlig 5.45 for at vi kunne være klar på havnen kl. 6.45. Så det var i lys fra pandelampen og i et forsøg på at være helt stille at vi spiste morgenmad og fik vores ting i bilen inden vi listede ud af campingpladsen.

Det lykkedes os i mørket at finde frem til et sted med mulighed for langtidsparkering og kort vej til havnen, og så var det ellers rygsækken på nakken og afsted. Jesper nåede lige at få sig en kop kaffe inden bussen kom med de øvrige deltagere – og mindsanten om ikke den ene af vores amerikanske venner fra Dry Rock Shelter, Rick var med? Så allerede på færgen over Lake Manapouri gik snakken lystigt med at høre, hvad der var sket siden sidst. Rick havde dog desværre den meste dramatiske oplevelse. Chad (som også var med ved Dry Rock Shelter) skulle til Christcurch for at møde sin mor.

Genforenet med Rick

Hun var på sin første udenlandsrejse og skulle oprindelig have været til Egypten, men havde måtte aflyse 2 uger tidligere pga. urolighederne dernede. Så i stedet ville hun til Christcurch for at mødes med sin søn. Rick tog med til Christchurch, men rejste ud igen tirsdag formiddag – kun ca. 1 time inden jordskælvet! Heldigvis havde han også været i kontakt med Chad, og han var også i god behold, men hans mor har vist ikke meget mod på nogensinde at rejse udenlands igen – og vi blev enige om, at hvis hun i givet fald gør, vil vi gerne vide hvorhen, så vi ikke tager samme vej! Med i selskabet var også en canadier ved navn Kevin, så snakken faldt også hurtigt på hvilke fantastiske ting man kan opleve i Canade – og i New Zealand – og i Australien og.... I alt var vi 6 deltagere på turen – foruden Rick og Kevin var også Alison fra London og Mor (det hedder hun faktisk!) fra Israel med, samt vores guide Ricki.

Da sejlturen var ovre blev det tid til for alvor at gøre klar til at komme i kajak. 

Doubtfull Sound

Vi fik en masse udstyr udleveret – bla. fuld beklædning lige fra langt undertøj, wetsuit til fleace og regnjakke og så var det tid til at klæde om op pakke vandtæt inden vi blev kørt godt 20 km ad en lille grusvej over det sidste pas inden vi kom ud til Doubtful Sound, som er en fjord og altså har kontakt til havet – også selvom der stadig var måske 35 km ud til havet. Undervejs i bussen stoppede vi et par gange for at nyde udsigten. Vejret var utrolig flot. Helt skyfrit og sol – vist ikke helt normalt i Doubtful Sound, hvor der falder flere meter regn om året! Eneste ulempe ved det fantastiske vejr er, at der ikke er ret meget vand i de smukke vandfald, men det giver jeg nu gerne køb på for i stedet at få sol, sol og sol!

Klargøring

Endelig var vi fremme ved kajakkerne og klar til at få dem pakket. Det var med nogen bekymring at vi havde booket turen, da man skal sejle i dobbeltkajak, og Jesper og jeg ikke har specielt gode erfaringer med at enes om det.... Kajaken viste sig også nærmest at være en færge, så der var rigelig god plad til alle de ekstra ting vi havde slæbt med. Den sidste aften på Kepler Track lovede vi nemlig os selv, at det blev sidste gang i laaang tid vi spiser frysetørret mad. Derfor havde vi være ude at købe ris, kylling og færdigsovs, samt dessert, brød mv. til vores aftensmad. De fyldte utrolig meget, men når man ikke skal slæbe det hele på ryggen, og har god plads at pakke på, så skal der jo også være plads til lidt luksus! Der var også en del fællesgrej, som skulle pakkes i kajakken, men med et ekstra lastrum mellem Jesper og mig var der foruden ekstra opbevaringsplads også så meget afstand, at vi ikke knalede pagajerne sammen, sprøjtede vand på hinanden mv. så det viste sig faktisk, at når det nu skulle være dobbeltkajak, så var det en model meget velegnet til os. Da vi kom på vandet blev vi også meget positivt overraskede over kajakkens manøvredygtighed, og selvom den var stor som en færge, så var den stadig forholdsvis let at ro. 

Jesper bader (igen)

Vi padlede stille og roligt ud i Doubtful Sound. Allerede efter ca. ½ time var vi utrolig heldige. Der kom en stor delfinflok svømmende på tværs af vores retning. Selvom de svømmede ret målbevist og derfor ikke brugte ret meget tid på at springe mv. var det alligevel en super oplevelse at ligge i kajakken og se dem komme op lige i nærheden – først ude til venstre, så foran og så skråt bagude. Vi havde besluttet ikke at tage nogen chancer med kameraet, så derfor lå det pakket langt væk, nede i vandsikre poser. I stedet måtte mobiltelefonen gøre det ud for kamera mens vi var på vandet. Det giver måske ikke verdens bedste billeder, men mon ikke det går? I hvert fald forsøgte Jesper at fange delfinerne, og når vi får mulighed for at koble mobilen til computeren (stikket ligger i DK) må vi se hvor godt det lykkedes.

Miriam og guide i samtale

Efter at delfinerne var svømmet videre fortsatte vi ud til og rundt om en lille ø, hvor pingvinerne gerne holder til. Vi padlede helt inde ved breden, men desværre var det kun Ricki, der så en eknelt pingvin, som dog smuttede op i skjul, da han kom nærmere.

Derefter blev vi kaldt op over radioen. Det viste sig at vi havde glemt gasflasken til vores lejr, så en af de mindre touristbåde sejlede hen til os med den – god service! Da det var ved at være frokosttid lagde vi ind ved en skøn strand i Hall Arm, hvor vi nød solen, skyggen, udsigten, vores super madpakker og Jesper fik sig en dukkert i det forholdsvis varme vand. Derefter fortsatte turen helt ind i bunden af Hall Arm. Da vi havde vinden i ryggen lagde vi de 3 dobbeltkajakker sammen og satte et lille sejl op. Det var super skønt at glide med vinden og ligge og hygge sig sammen og spise TikTak mv. i næsten en times tid. Undervejs så vi flere steder, hvor der havde været jordskred, så træer mv. var blevet skyllet i vandet og langsomt var ny bevoksning på vej på de stejle klipper. Hele tiden kunne vi nyde det skønne vejr og udsigten til de omkringliggende bjerge og vandfald. Helt inde i bunden af Hall Arm gik vi igen i land, bla. for at få fyldt vores vandblærer, men da der var rigeligt med sandflies gik vi hurtigt i kajakkerne igen. Nu skulle vi tilbage igen og havde derfor vinden imod os, men det viste sig ikke at være så slemt, og vi padlede helt inde ved kysten. Ofte kun 1 meter fra hvor klipperne steg stejlt op. Det var en fed fornemmelse at glide afsted under de træer som hænger ud over vandet. Sidst på eftermiddagen var vi fremme ved campen. Kajakkerne skulle bæres ca. 15 meter ind under nogle sejl, som var spændt ud. Da kajakkerne var store og godt læsset skulle der 6 personer til at løfte hver kajak, så det tog lidt tid. Imens muntrede sandflies sig med at genere os mest muligt! Da kajakkerne var oppe var det tid til at få sat telt op inden jeg tog en lille svømmetur (Jesper mente det måtte være nok med en tur i vandet om dagen) og klædte om til almindeligt tøj – skønt at få våddragten af, selvom den ydede god beskyttelse mod sandflies!

Campen var super godt lavet. Temmelig langt inde på land – ad en lille snørklet sti var der opsat et tørkloset. Der var små teltpladser imellem træerne OG tæt ved kajakkerne var der opsat et shelter i myggenet på ca. 10 m2, hvor vi alle kunne sidde, lave mad og hygge os – stort set ugeneret af den mange sandflies. Det var en super hyggelig aften, og jeg skal lige love for at der blev fortalt røverhistorier. En ting kunne dog få os til at tie stille – det var da kiwierne begyndte at kalde. Det lykkedes os ikke at se dem, men nu har vi med sikkerhed hørt dem. Og da Ricki kunne bekræfte at det var kiwikald, mener vi os ret sikre på, at vi også har hørt dem tidligere – men bare ikke turet tro på, at det var kiwikald. Det burde ellers være til at genkende for de siger...... "kiwi, kiwi, kiwi". Faktisk er flere af de new zealandske fugle navngivet efter den lyd de selv siger. Da det blev tid til at komme i seng måtte vi først ned til vandet og nyde den ubeskriveligt flotte stjernehimmel. Med mange kilometer til nærmeste by, ingen måne og ikke en sky på himlen var stjerne bare ubeskriveligt flotte! Jeg har dog ikke så godt styr på den sydlige stjernehimmel (og vel heller ikke den nordlige) så for første gang kunne jeg se pointen i det program til Iphone og Android, hvor telefonen fortæller, hvad man ser på himlen – men nu var der ikke lige mobildækning herude, så vi nøjes i stedet med at nyde synet.

Efter en god nats søvn, en god morgenmad og nedpakning af lejren var vi igen i kajakkerne. Vejret holdt tørt, men med lavthængende skyer var udsigten ikke helt så flot som dagen før. Vi sejlede helt ud af Hall Arm og længere ud i Doubtful Sound. På et tidspunkt kom en sæl op ca. 10 meter foran vores kajak. Den gled lige så langsomt ned langs vores kajak, mens den rullede rundt og nærmest vinkede til os. SUPER oplevelse! Ude i Doubtful Sound fik vi så småt at mærke, hvorledes vind- og vejrforhold hurtigt kan skifte. Vi sejlede i læ og helt blank vand, hvor vi var inde i en lille vig, men da vi skulle krydse over på den anden side var det gennem forholdsvis høje bølger, med skvulp ind over kajakken – og vi skulle pludselig til at tage ordentligt fat når vi padlede. Men over på den anden side – og i læ igen kom vi da forholdsvis smertefrit. Også selvom et par af de andre var blevet så kolde at Ricki fandt felacehuer og padlevanter frem. Vi padlede op nord om Elizabeth Island og da vi skulle runde spidsen blev vi igen udsat for store bølger, men da vi fik vendt kajakken indad igen, var det som at sejle ned ad bakke med vinden i ryggen J Vi lagde ind og spiste frokost i en lavvandet vig, men da tidevandet var på vej ud, kunne vi ikke blive der ret lang tid uden at blive fanget, så vi var forholdsvis hurtigt i kajakkerne igen. På vejen tilbage forsøgte vi igen lykken på pingvinøen, men heller ikke denne gang lykkes det at spotte se små dyr. Ellers gik turen stille og roligt tilbage til hvor vi startede dagen før. Tilbage på land fik vi afleveret alt udstyret, pakket vores egne ting i rygsækken og skiftet tøj, inden vi kørte tilbage til den båd, som sejlede os tilbage over Lake Manipouri. Da alt udstyr var hevet af båden og pakket i traileren blev det tid til afsked og Jesper og jeg gik op mod bilen.

Da klokken ikke var 17 endnu besluttede vi at køre lidt nærmere sydkysten, så der blev mindre kørsel næste dag. Planen var en by ca. 1½ time væk, men da vi kom frem til den kunne vi hverken købe brød eller mælk, så vi blev enige om at forsøge lykken i Gore – en lidt større by endnu en times kørsel væk. Da vi endelig kom frem lykkedes det heldigvis at finde et stort supermarked, hvor vi fik handlet, og så gik jagen ind på et motel. Selvom der var flere i byen gemte de sig godt, så vi endte med prøve lykken på byens campingplads. Jeg må sige jeg blev positivt overrasket. Forholdsvis billigt kunne vi få en hel lille hytte i rigtig god stand. Det havde jeg ikke lige forventet på en støvet slidt campingplads midt i en støvet slidt by. Dog var der ikke internet, så vi brugte i stedet aftenen på at se nyheder vedr. jordskælvet i Christchurch. Må sige at det er utrligt skræmmende og jeg er ualmindelig glad for at vi ikke var i nærheden og heller ikke har planer om at besøge byen!

Hvor smukt kan det blive ?

TBC