Kepler Great Walk

Så er vi tilbage i civilisationen efter 4 fantastiske dage på Kepler Track.

Vi startede ud tirsdag morgen fra den campingplads, hvor vi havde haft et rum de seneste 2 nætter, og hvor vi kunne parkere bilen på bevogtet område. Det var et udmærket udgangspunkt for turen og det lykkedes at komme af sted 9.30.

Først gik vi langs sydenden af Te Anau Lake over til en flod, som er kontrolleret af sluser for at have den optimale vandstand i næste sø, som driver det største vandkraftværk i NZ. Ved slusen startede turen "rigtigt". Vi lagde ud med nogle kilometer langs søbredden, hvor det var forholdsvis fladt, en god sti og dejlig at gå inde i skoven få meter fra søbredden. Vejret var ikke alt for fantastisk, men det holdt tørt, hvilket var mere end, hvad vejrudsigten lovede, så vi var glade og i godt humør.

Vi må også være ved at være i OK vandreform, for vi var pænt forud i forhold til de tider, der blev opgivet på mellemdistancerne – en helt ny følelse for os J Efter godt 2 timer var vi fremme ved Brod Bay – en teltplads, hvorfra man også kan starte turen. I så fald skal man tage en watertaxi fra Te Anau og lige over på den anden side af søen, hvor Brod Bay ligger. Ved Brod Bay gjorde vi et lille stop – tankede op med müslibar og nød udsigten fra strandbredden, inden vi tog en dyb indånding og begyndte opstigningen....

Køkken med fantastisk udsigt

Det var næsten 1.000 højdemeter, som skulle klares, så det var bare med at bide tænderne sammen.... men vi kunne dog tydeligt mærke at Kepler Track er et forholdsvis nyt og dermed meget velplanlagt trek, for de havde virkelig formodet at tage højdemeterne på mest hensigtsmæssig måde dvs. passende stigning og passende med hårnålesving. Derfor blev vi noget overraskede, da vi efter kun godt en time stod under nogle meget markante standstensklipper – det skulle have taget ca. 2 timer at nå dertil, så vi var noget i tvivl, om det nu også var sandsten vi var nået op til??? Vi valgte dog at tro det bedste, og slog os ned for en frokost, hvor vi kunne nyde vores medbragte sandwiches, samt en kop varmt at drikke. Vejret var nemlig lidt råkoldt, og så snart vi stod/sad stille blev vi hurtigt halvkolde. Under frokosten underholdt den lokale kea med at smide græsstrå nærmest ned i hovedet af os – den var dog ikke så flink til at stille sig op til fotografering, men gjorde i stedet alt for at falde ind med baggrunde, så Jesper måtte opgive at få et ordentligt billede.

På toppen af Mt. Luxmore

Efter frokosten fortsatte opstigningen, men nu endnu mere luksuriøst – der var simpelthen her, lige ude midt i den dybe skov, opsat et par etagers trapper. Det var nærmest som at få højdemeter foræret! :-) Derefter gik det igen moderat opad og ca. 1 time efter frokosten nåede vi pludselig trægrænsen – jo vores kortsands var skam markandt bedre end vores evne til at bruge nok tid på turen, så vi var langt foran tidsplanen.

Kort efter vi var kommet ud i det åbne land mødte vi en DOC ranger på vej i modsat retning. Han stoppede op for at høre om vi havde planer om at tage til Chirstchurch de nærmeste dage, da han kunne fortælle, at der få timer tidligere havde været et kraftigt jordskælv ("worse than the last one"). Vi havde ærlig talt lidt svært ved at forholde os til, hvad et større jordskælv var, og hvad konsekvenserne af det kunne være, men heldigvis indså vi efter få minutter, at vi hellere måtte udnytte vores meget åbne placering – og dermed forventet adgang til mobilnettet – til at få sendt en sms hjem. Det kunne jo ikke udelukkes at en eller anden kunne blive lidt bekymret...

Tramping on ridges

Ellers gik turen stille og roligt over højfjeldet. Stadig med lidt stigning, men også med en fantastisk udsigt. Allerede ved 3-tiden var vi fremme ved Luxmore Hut. En ret stor hytte med 56 sovepladser. Da det kun er tilladt at campere et sted på Kepler Track havde vi været nød til at bestille plads i hytten – noget vi var lidt spændte på, for indkvartering er på 2 store sovesale, og så er der ellers et fællesrum, hvor der laves mad, tørres tøj, hygges mv i en stor forvirring.

Ridges, ridges, ridges

Men man må sige at Luxmore Hut blev en utrolig positiv oplevelse for os! Selvom hytten stort set var fuldt booket og vi vel ankom som nogen af de midterste var vi heldige og fik super sovepladser nede i enden af den ene sovesal, hvor der ikke kom ret mange forbi, med "eget" vindue og ved siden af hinanden. Selve sovesalen var rigtig kold (vel ca. 8 grader?). Der var fine toiletter – med træk og slip! og køkkenet..... se lige en udsigt!

Kl. 17.30 var der "wildlife talk" for de interesserede og selvom vejret efterhånden gik over i regn, så gik vi med ud og så på en af de mange fælder (possum, stoke og rotter) som er sat ud for at forsøge at slippe af med de introducerede rovdyr, som er en stor trussel mod det oprindelige dyreliv – ikke mindst de flere forskellige arter af fugle, som ikke kan flyve. Herunder kiwien, men også en anden meget sjælden fugl takahe, som man troede uddød indtil en meget lille gruppe blev fundet i 1948 – mere end 20 år efter den sidst var set. De eneste vilde eksemplarer (mellem 85 og 160) lever i skovene på de bjerge, som kunne ses fra Luxmore Hut. Det var spændende at høre lidt om arbejdet for de oprindelige arter at se, hvorledes fælderne virkede, samt generelt diskutere naturbeskyttelse, men da regnen for alvor satte ind, så blev det desværre lidt kort.

Tilbage i hytten var det blevet tid til at lave aftensmad og spille lidt kort. Den lokale ranger havde en række praktiske informationer, ligesom han skulle kontrollere vores billetter. Men pga. hans radioforbindelse kunne han kunne også fortælle nyt om jordskælvet i Christchurch og lød betydeligt værre end vi havde forestillet os. En af de andre i hytten havde datter og familie i byen, så han gik tilbage af sporet for at få mobildækning. Heldigvis lykkedes det ham at få kontakt til sin kone, som kunne fortælle at familien var uskadt, men det var alligevel pludselig kommet meget tæt på!

Tic Tac ... motivatoren

Efter en halvhård, men skøn dag var det rart at komme tidligt i seng. Til vores overraskelse sov vi begge enormt godt og hørte ikke meget til de mange andre i hytten i løbet af natten. Jesper stod som så ofte før tidligt op og kunne nyde en kop kaffe i den helt stille hytte inden de første andre også kom på benene. Der var dog rigtig koldt i opholdsrummet, men da næste mand stod op lykkedes det ham at få tændt op i brændeovnen samtidig med han bad til Gud. Han var nemlig en af de utrolig mange israelere, som er i hytterne. Faktisk er det primært tyskere og israelere, som man finder i hyttebøgerne. Det er kun ganske få danskere – tankevækkende, når der er så mange danskere i NZ?

Desværre sov jeg selv så godt – eller tirsdagens opstigning havde været så opslidende på mig? at jeg var noget sløv til at komme igang om morgenen. Det satte Jespers tålmodighed på en prøve, og jeg endte med at love ham at vi gik mellem 9.30 og 10.00. Det sidste kvarter stod han udenfor hytten med rygsækken klar – og jeg endte med først at komme ud af døren kl. 10.05.......

Vejret var ikke særlig godt. Det blæste noget, og småregnede, så vi var godt pakkede ind da vi gik af sted. Den første time var opstigning til Mt. Luxmore, så vi fik dog snart varmen, og forholdsvis hurtigt holdt det også op med at regne, så vi kunne få noget af tøjet af igen. Skyerne blev dog hængene, så det var ikke meget udsigt vi fik.

For at komme helt til toppen af Mt. Luxmore skal man ud af et kort sidespor (godt 10 min) og selvom skyerne stadig hang tungt, så besluttede vi at stille rygsækkene og gå helt til toppen, når vi nu var så tæt på. og sørme om ikke vi på vejen fik et glimt af blå himmel? og mens vi var på toppen lettede skyerne også så meget at vi kunne få få nogle glimt af de nærmeste dale. Det skiftede noget med, hvad og hvor meget vi kunne se, men det endte da med at vi var på toppen næsten 1 time, hvor vi fik snakket en del med andre på turen og også fik mulighed for at nyde et enkelt solstrejf.

Fra toppen gik turen noget nedad mod et shelter, hvor vi valgte at spise frokost. Fra det opstillede bordebænkesæt var der en fantastisk udsigt nu, hvor skyerne var lettet noget mere. Men dog ikke mere end det pludselig satte ind med regn. Så vi måtte trække ind i ly og spise det sidste, mens flere og flere kom ned fra Mt. Luxmore og ind i ly shelteret. Heldigvis holdt det dog op med at regne igen, lige som vi var klar til at gå videre. Derfra var det opad i næsten en time – men sikke en belønning, der uventet var for denne opstigning. I over en time gik vi rundt på forskellige bjergrygge, hvor der var et fantastisk fald til begge sider – og en helt fantastisk udsigt uanset, hvor man kiggede hen. Vi var helt overraskede over denne del af turen, da vi ikke havde set det beskrevet, men det var faktisk det aller bedste! Inden vi gik ud på den sidste ryg var der endnu et shelter, hvor vi i nærheden tog en lille pause og nød et ualmindelig velsmagende æble!

Kuk-kuk

Derefter begyndte nedstigningen for alvor – men igen var det nærmest en gavebod. De første måske 200 højdemeter fik vi foræret på et meget langt system af trapper – ude i absolut ingenting. Fantastisk arbejde at lave det! Trapperne stoppede, som vi nåede trægrænsen, så inden den "hårde" nedstigning tog vi endnu en rest i solen, hvor vi hyggede os med 2x2 amerikanere, som vi efterhånden havde fået talt med på flere af de andre smårest.

TO BE CONTINUED – men lige nu skal jeg først have skrevet om oplevelserne i de seneste dage....