Så langt væk hjemmefra – og så alligevel ikke

Vi endte med at køre til Motueka og spise sandwich, samt købe ind til noget så sjældent som hjemmelavet aftensmad, inden vi kørte nordpå (væk fra den mad vi havde efterladt på campingpladsen). Planen er at køre op til den nordlige ende af Abel Tasman National Park og her gå den øverste del af det berømte Great Walk Abel Tasman Coast Track. Vi håber, at der er færre mennesker heroppe, samt at vi får mulighed for at se en sælkoloni.

Vi ledte efter et motel ud til kysten – jeg kunne dårligt forestille mig noget bedre end en dukkert i det azurblå hav efter jeg var totalt gennemsvedt efter alt for godt vejr på den sidste del af treket og en varm biltur ned fra bjerget. Så da vi nåede op til Golden Bay begyndte vi at spejde efter et egnet sted. Det første var dog alt optaget, så vi kørte efter skiltene til "Sunflower Motel" Jeg syntes skildtne så dyre ud og Jesper mente vi var endt forkert i et villekvarter, men pludselig dukkede et mindre og ældre sted frem – helt nede for enden af vejen. Det var ikke helt let at tjekke ind – i følge bogen var alt optaget, men der var vist en hytte som stod tom? Efter nærmere undersøgelser kom manden til, og jo sørme om ikke en hytte uventet var blevet tom, så den kunne vi da godt få – men kun for en enkelt nat. Prisen var også super, men kreditkort bruger de ikke lige herude. Da jeg så skulle have os skrevet ind, dukkede "Ø'et" i Bønnelykke jo op, og sørme om ikke det viste sig at manden var vestjyde, som var flytte herned for mere end 60 år siden. Hans danske var nu stadig udemærket – og han ville også rigtig gerne bruge det, så det endte med at han kom ned til hytten og snakkede lidt også J

Her er ikke noget internet (og naboerne har heller ikke lige noget, vi kan ramme) men her er en skøn strand så vi tog os en skøn svømmetur inden Jesper stegte en god bøf til os, mens jeg fik vasket vores (endnu en gang) svedige vandretøj.