Første trek på Sydøen

Søndag morgen gik det ikke så godt med at komme tidligt af sted – vi er vist for alvor kommet i feriemode? Men trods en rolig start på dagen var vi alligevel klar ved starten af trekket lige efter 10.00. Selve opkørslen til starten mindede i utrolig grad om en opstigning til Hadangervidder, som vi har brugt nogle gange i Norge. Man må sige at Jesper er ved at have en vis rutine i smalle bjergveje, som klamrer sig til klippesiden! Og når man så kommer op, er der et mindre plateau, hvor der holder op mod 20 biler, samt er et helt udstillingslokale og et handicaptoilet!

Fruen laver kort-check

Vejret så lovende ud – enkelte skyer, god sigtbarhed og ingen tegn på regn, så vi besluttede at tage den hårde dag først. Den er nemlig hård, fordi man kravler op i det alpine område og krydser over inden man kommer ned i en dal, som dagen efter følges tilbage til parkeringspladsen. Til den del af turen har man brug for bedst muligt vejr, både pga. sikkerhed, men også for at få mest muligt ud af udsigten (vi kunne ikke umiddelbart se noget formål med at lave flere alpine passager uden at kunne nyde udsigten deroppefra).

Så turen startede altså i skov – men en ret spændende skov, som efter ca. ½ time blev endnu mere interessant – det var nogle meget anderledes træer end vi er vant til, og de var ikke meget mere end 4 meter høje, så vi nød det, mens det gik moderat opad. Undervejs gik vi og krydsede noget ind over en flok unge mennesker og en familie med 2 børn. De andre gik hurtigere end os – men holdt også flere pauser. Lige som vi kom til trægrænsen lå Mt. Arthur Hut, hvor vi (som alle andre!) gjorde et kort stop for at bruge toilettet inden vi fortsatte opad. Nu begyndte den virkelige opstigning, men vi var friske og tog det stille og roligt, så det gik faktisk rigtig godt. Nogle stop blev det dog til, men det var nu også meget godt at vende ryggen til bjerget og i stedet kigge ned på landskabet under os – og helt ud til havet. Super flot! Vejret var perfekt til vandring – skyer med enkelte solstrejf og utrolig god sigtbarhed. I et T-kryds skulle vi vælge om vi ville lægge rygsækkene og bruge 2*1 time på at bestige Mt. Arthur, eller om vi ville fortsætte direkte over den alpine overgang mod hytten. Egentlig følte vi os friske nok til at tage bjerget, men vi må nok konstatere at vi er mere vandrere end bestigere, for ingen af os har "det" med at skulle op på toppen i os, så vi valgte i stedet at tage en forholdsvis rolig dag, ved at vælge den direkte vej.

Kaffe skal der til

Vi krydsede ned i en mindre dal og op på den anden side. Her begyndte de berømte "pot holes" at dukke op. Det er større eller mindre huller i landskabet, som leder ned i de underliggende huler og gange. Faktisk ligger NZ's største hulesystem under dette trek, og det er lang fra udforsket. Vi havde dog ikke noget ønske om at tage elevatoren ned i dette system, så vi var meget nøjregnende med at holde os på stien! Flere af hullerne lå lige op ad den, men de fleste var der så lagt et trækors over.

Den sidste del op til GordonsPyramid

Midt på det alpine område holdt vi et skønt middagshvil, hvor vi nød solen (som kiggede mere og mere frem) og de medbragte sandwichs. Efter endnu ½ times vandring kom endnu en større opstigning til Gordons Pyramid, 1489 meter over havet. Eftersom parkeringspladsen ligger 920 meter over, så havde vi på dette tidspunkt kravlet mere end 550 meter op + alle de ekstra ture op og ned i diverse dale undervejs.

Smilet fremme

Så det var med god samvittighed, at vi sad på toppen og nød det flotte 360 graders view ud over bjerge og hav – kun "afbrudt" af Mt. Arthur, som med sine 1795 meter er lidt højre, men han var nu også flot at kigge på – og vi kunne det meste af tiden se folk stå på toppen.

Herefter var det for alvor tid til at kravle nedad igen – nogle gange så stejlt at det foregik på røv og rygsæk, men det meste af tiden dog forholdsvist kontrolleret. Da vi igen var nede ved trægrænsen forestillede vi os egentlig bare vi skulle et let stykke gennem en skov inden vi kom frem til Salisbury Hut, men vi blev noget forundrede over skoven!

#@%*x skov

Den gemte på utrolig spændende natur – og ikke mindst spændende "vandring" Her kom vi virkelig til at kravle ned over stejle klipper, men det var nok skovens udseende som gjorde størst indtryk på os. Det er ret svært at beskrive, men den var meget tæt, fyldt med slyngplanter og store sten, så det var rigtig meget op og ned, ud og ind. Som Jesper sagde, så måtte det bestemt være den mest uhyggelig skov i verden!

Da vi kom fri af skoven gik turen over et slette landskab og en kort periode mindede stien mest om noget man kan finde i Oksbøl!

Som vanligt at havde vi ændret planer og gik derfor ikke op til Salisbury Hut (som vi ellers havde købt "billetter til") men fortsatte til Dry Rock Shelter ca. ½ time længere fremme. Vores gode bog anbefalede nemlig dette som et godt alternativ til Salisbury i godt vejr – og godt vejr havde vi!

Grej der virker !

Dry Rock Shelter var et fantastisk sted. Under et kæmpe klippeudhæng var der bygget en mindre platform, hvor 5 madrasser stod klar til at blive slået ned og give ly til en super nat under "åben" himmel. Nu var vi ved at være rigtigt væk fra alfavej, og derfor skulle vand hentes i en å ca. 300 meter væk. Derudover skal vandet filtreres (eller have kemi eller koges i 3 min) pga. en bakterie der er i vandet. Dermed fik Jesper endelig lejlighed til at bruge det filtreringssæt, han har drømt om siden vi var i Canada i 2000 og havde "fornøjelsen" af jod-vand, og som der nu endelig var kommet en anledning til at anskaffe. Det er godt, at han er så forudseende at tjekke alting hjemmefra, for det viste sig ikke at være helt så intuitivt at bruge filterpumpen, men efter lidt begyndervanskeligheder, begyndte der at strømme vand ned i vores drikkedunke (og lidt sved ned af Jespers pande).

Tilbage ved shelteret fik vi vasket os og noget rent tøj på inden vi fik lavet noget aftensmad. Dagens ret bestod primært af broccoli, men var faktisk en af de bedre. Under måltidet fik vi besøg af en meget nysgerrig lille fugl, som Jesper med sin fuglebog forsøgte at bestemme. Man må sige at fuglen gjorde alt, hvad den kunne for at hjælpe, for den fløj helt hen og poserede på gelenderet ved Jespers fødder mens han slog op i bogen. Derfor kunne vi med ret stor sikkerhed bestemme den til en New Zealandsk Robin – endda en han, og det passede også glimrende med at de skulle være ualmindeligt nysgerrige, men faktisk også forholdsvis sjældne. Dog skulle netop dette område være et god sted at finde dem.

NZ Robin

Lige som vi havde fået det hele ryddet på plads efter aftensmadden kunne vi høre stemmer nede ad stien. Vi nåede lige at blive nervøse, for vi havde læst, at et firma bruger Dry Rock Shelter til deres guidede vandreture, og vi ønskede ikke lige at dele dette paradis med 10 tyske pensionister, så derfor var vi næsten lettede, da der kun dukkede 2 unge mænd op om hjørnet.

Hygge inden maden

De viste sig at være fra US, være på alder med os, og have rejst en del bla. til Danmark, så det endte med at blive en ganske hyggelig aften, hvor Jespers fuglebog igen kom i brug, for at identificere en fugl, de havde taget billede af. Dette var en af de i hvert 4 arter hernede, som ikke kan flyve, men desværre ikke en kiwi. De er ellers ved at komme tilbage til dette område efter et større arbejde med at holde rovdyr væk. Vi snakkede også lidt om de særlige kiwi udtryk, som Breet sagde: "We go hiking on trails – Kiwis go tramping on tracks" og vi fik medhold i, at det var med rette at vi havde forventet en kilde ved Soda Springs – og ikke et vandfald.

Da vi jo sov udendørs kravlede jeg i soveposen med langtundertøj, sokker og en tynd fleace – men vores soveposer er simpelthen fantastiske – jeg vågnede nærmest kogt og måtte af med fleacen og have lynet op! Næste gang jeg vågnede var det til lyden af regn, men det var faktisk helt hyggeligt og under det store klippeforhæng var vi ikke i nærheden af at blive våde. Ved 6-tiden blev vi alle vækket af "the alarmclock bird" (den kunne vi ikke finde i bogen J), men da den hurtigt holdt inde igen, fik jeg sovet et par timer mere, mens Jesper fik hygget sig med sin kop kaffe. Da det også blev tid for mig at stå op, regnede det fortsat, men det viste sig hurtigt, at dette shelter var et fantastisk alternativt til teltet. Her var god plads til at stå op, lave morgenmad og pakke i tørvejr inden det blev tid til at iklæde sig regntøjet og få rygsækken på nakken.

Hele mandagens trek foregik i en forholdsvis almindelig J skov på et rigtig godt spor, og kun med et minimum af op og ned. Vi fulgte næsten hele vejen en lille (og gradvist mindre) flod. Det meste af tiden gik vi måske 100 meter over den. Undervejs kom vi forbi et par shelters mere – begge utrolig spændende. Det har virkelig givet os blod på tanden til at bruge denne overnatningsform noget mere! Et par 1-personers hængebroer måtte vi også krydse, og lidt mere befærdet var denne del af stien også (vi mødte vel i alt 15 personer – heraf en gruppe på 8, som spiste frokost) En af de andre vandrer var dog få flink at gøre os opmærksom på 2 "blue ducks" som dykkede i floden, så dem kunne vi også nyde synet af. Gradvist blev vejret bedre, og efter hurtigt at have fået regntøjet af, endte vi vi med at gå i shorts og t-shirts. For en gangs skyld lykkedes det os at gå forholdsvis stille og roligt på tilbageturen og huske også at nyde den del. Alligevel var vi tilbage ved bilen ved 12-tiden, så det passede perfekt med at køre ned fra bjerget og få noget frokost. Nu skulle vi bare bestemme os til hvor vi ville hen!