Torsdag morgen var det ret overskyet – men ingen regn, som ellers skulle være mere almindeligt end tørvejr i området. Vi kørte mod syd endnu en time inden vi kom til Franz Josef, der er en alpinby, som ligger lige der, fordi der er en enorm gletscher, som munder ud i området. Byen består stort set kun af et hovedstrøg, som er tæt pakket med forskellige bureauer, der tilbyder turer til, på og over gletscheren, samt caféer.
Da vi kun havde lidt løse planer (et par mindre trek i området så spændende ud/var blevet anbefalet) startede vi dagen på DOC informations center. Endnu en gang må vi konstatere, at de leverer super service og er behjælpelige med alt. Først skulle vi nemlig planlægge lidt længere frem, hvilket er påkrævet, fordi vi gerne vil ud at gå Kepler Track lidt længere mod syd, der som "Great Walk" kræver reservation. Derfor havde vi behov for at vide, hvornår vi kan få plads på den. Det ser heldigvis ud til at kunne lade sig gøre lige som vi kunne ønske og med det på plads, blev det tid til at planlægge nogle dage med fokus på gletscher. På grund af vejrudsigten besluttede vi at bruge fredag og lørdag på et trek op til Welcome Flat Hut, hvor der er hot pools at slappe af i, efter man har kravlet opad i omkring 7 timer. Hvis vi også er lidt heldige med vejret, skulle der også være excellent udsigt fra selve hot poolen til Mt. Cook – det højeste bjerg i området.
Vi vil også gerne på gletschervandring, hvilket kræver, at man deltager på en guidet tur. Fordi vi var kommet lidt sent af sted i dag kunne vi ikke nå andet end en ½-dags tur. Derfor besluttede vi at vente med gletscher vandring til søndag. Det fik vi booket og så kørte vi glade ud i det blå. På en eller anden måde syntes Jesper dog at noget var galt – og sørme om ikke jeg havde kaget helt op og bestilt gletschertur til i morgen fredag!?! GODT vi opdagede det inden det var for sent. Nu kunne vi vende bilen og spørge de søde mennesker om vi kunne få lov at booke om. Jo det kunne vi skam godt, og dermed fik vi de sidste 2 pladser på søndag! SUPER service!
Da Franz Josef gletscheren er målet på søndag, besluttede vi at bruge resten af dagen i dag på den anden gletscher i området – Fox Glacier. Her startede vi med at køre ud for at se nærmere på selve gletscheren. Man parkerer lidt uden for byen og går så en lille halv time inden man står ca. 80 meter fra udmundingen af gletscheren. Når man står der, er det ret svært at fatte, hvor stor og lumsk sådan en gletscher er. Faktisk ser den ret lille og meget tilforladelig ud, og de mange sikkerhedsrestriktioner med, hvor man må gå, og ikke mindst, hvor man ikke må gå, virker noget overdrevet.
Men når man så opdager, at de små prikker man ser på gletscheren bevæger sig og faktisk er mennesker, så indser man, at den er noget større end den lige ser ud! Efter Jesper havde fået gennemfotograferet området, kørte vi tilbage til byen Fox Glacier, som er meget lig Franz Josef – bare mindre. Her fik det, der vist er den eneste teltplads på deres caravan park, og kunne spise vores frokost, inden vi gik ud for lege turister i minibyen. Efter at have shoppet lidt, fået cappuccino og milkshake på en café, besøgt den lokale DOC information og købt lidt ind til de næste dages tur, så var Jesper ved at gå til at indespærret energi efter næsten 2 dages afslapning. Så nu er han løbet ud til og rundt om den nærliggende sø (ca. 15 km) og i mens har jeg pakket min rygsæk til i morgen og driver den nu af med computeren.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar