3 fantastiske dage på Tongariro Northern Circuit.

Så er vi tilbage i civilitationen efter et på alle måder storslået og afvekslende trek på én af NZ's 10 Great Walks.

Vi startede ud tirsdag morgen i halvdårligt vejr, men det var nøjagtig som forventet, så vi var fulde af fortrøstning og glædede os over, at det ikke regnede ret meget – det var mere bare tåget og fugtigt i vejret. Det betød jo, at vi ikke kunne se ret meget af landskabet omkring os, men det var alligevel en fantastisk oplevelse og passede meget godt til terrænet. Det viste sig dog hurtigt, at jeg (igen!) havde prioriteret forkert, da jeg pakkede hjemme i Danmark, for et par gaters havde virkelig været i top. Vi gned hele tiden vores støvler og bukser (nogle gange op over knæhøjde) af i vådt græs/lyng/?? så der gik ikke lang tid inden det meste af bukserne var gennemblødte – og ikke meget længere inden vandet lige så stille løb ned i støvlerne. Er der noget jeg virkelig ikke bryder mig om på vandreture, så er det våde støvler – og SLET IKKE på førstedagen! Jeg kunne knap nok glæde mig over, at Jesper havde været om muligt endnu mere uheldig i sin prioritering- han havde ladet sine gaters ligge i bilen!

 Den første dags etape var sat til 3 timer – men op til 5 i dårligt vejr. Vi er ikke helt klar over, hvor dårligt dårligt vejr er, men vi lagde meget stille og roligt ud, for ikke at slide os op på førstedagen. Desuden skulle Jesper tage billeder næsten hvert kvarter, så generelt var vores tempo meget lavt. Når vi vandrer i Norge har vi virkelige problemer med at holde de tider, som de angiver på kortet, så vi var naturligvis lidt spændte på, hvorvidt vi kunne "følge med" hernede. Som sagt var vejret noget fugtigt, og selvom der undervejs var gjort meget for at gøre sporet så farbart som muligt med trapper, udlagte træbroer mv. så skred vi alligevel rundt flere gange – enkelte gange måtte vi helt ned på rygsækken at ligge. Det til trods var vi fremme ved hytten efter 3½ time, så vi var godt tilfredse!

Ved hytten blev vi mødt af en utrolig flink vært, som med det samme bød os ind i hytten, og han mente bestemt også vi skulle sove derinde (vi havde booket til telt) for det regnede jo sådan J Vi glædede os over at være velkommen i hytten, så vi skiftede til tørt tøj og fik det våde hængt til tørre, samt tilberedt et frokostmåltid. Det med maden er jo altid spændende på sådan en tur... Vi har i flere år sværget til frysetørret mad til frokost og aftensmad.

Til frokost deler vi en enkelt portion (evt. suppleret med suppe, kiks eller chokolade) og til aften deler vi en dobbelt portion. Efter at have prøvet adskillige mærker har vi nu fundet et svensk mærke, som bare er markant bedre end de andre. Men nu skulle vi så ud og prøve endnu et mærke – nemlig lige det lokale mærke, som vi tilfældigvis kunne få i den fiskeri og jagtbutik vi fandt mandag. Desværre lever det på ingen måde op til vores vanlige niveau )-: Alle de retter vi har nået at smage smager faktisk af det samme. Flere af dem kommer med en separat pose med kartoffelmos (hvor er så pointen i, at man bare skal hælde kogende vand i og lade det trække?) MEN mætte er vi da blevet hver gang. Mens vi spiste væltede det bare ind med folk i hytten og alle gik lystigt i gang i køkkenet. Med så mange mennesker på så lidt plads blev vi hurtige enige om, at vi foretrak vores skønne lille 1½ mands telt – regnvejr eller ej. Så Jesper satte det op og redte op til en middagslur. Vi kunne sikkert have sovet lige til midnat, men heldigvis blev vi vækket efter et par timer af den flinke vært, som skulle bruge et bookingnummer som bekræftelse på, at vi havde betalt. Dette fik os ud teltet og op i hytten igen. Til vores glæde var de fleste af vores ting blevet tørre, rigtig mange af de andre gæster var fortrukket igen, så vi kunne stille og roligt få os noget aftensmad og hygge et par timer inden det ved 9-tiden blev tid til at gå i seng (igen!). I løbet af aftenen snakkede vi lidt med værten og da hans opdaterede vejrudsigt først lovede opklaring omkring middagstid, og der hver morgen mellem 7 og 8 bliver læsset flere busfulde af dagvandrer af, som "kun" skal gå den del af turen, som vi skulle ud på onsdag, så anbefalede han os på det kraftigste at vente med at gå ud til omkring kl. 10.00. Derved vil vi have de fleste dagvandrer foran os og vi ville få de bedst mulige vejrforhold. MEN et er jo gode råd – noget andet at følge dem...

For onsdag morgen vågnede vi tidligt og da det begyndte at lysne omkring 6.30 måtte vi bare op og have noget mad. Dermed var vi mere end klar til at starte ud kl. 8 – og med helt tørt tøj, tørre støvler og kun enkelte skyer på himlen kunne vi altså ikke vente længere – så måtte dagvandrere være dagvandrere (vel faktisk også lidt "racistisk" at vi ikke ønsker andre turister på vores tur?)

Det var tydeligt at se, på hvilke dele af ruten dagvandrerne gik. Udover der var toiletpapir på hvert das, så var stien også i overordentlig god stand – faktisk på et niveau,  så vi hurtigt gav den tilnavnet E6 – og det tilnavn passede faktisk meget godt. De fleste steder var den i ualmindelig god stand (grus, trapper og træbroer over sump) og rigtig bred, men enkelte steder var det så tydeligt at de ikke var nået til at renovere den. De første timer var vi konstant i færd med at overhale – eller mere almindeligt blive overhalet. Samtidig blev vejret gradvist dårligere. Vi havde dog overskud til at at tage et kort sidespor hen til Soda Springs – stor var vores overraskelse, da der var tale om et forholdsvis lille vandfald. Troede ligesom at "spring" går opad, og "waterfall" går ned?

Efter Soda Springs startede den egentlig opstigning, og udover det var ret hårdt, så blev vejret også gradvist dårligere. Vi gik i tæt tåge, og kunne kun se enkelte mennesker omkring os (dvs. sigt på under 20 meter) Det gode ved dette var, at jeg ikke kunne se, hvor mange højdemeter jeg manglede! Men desværre kunne vi heller ikke se det (efter hvad guidebøgerne siger) fantastiske sceneri. Inden den sidste alvorlige stigning skulle vi krydse et vulkankrater. Super fed oplevelse og selvom det regnede og blæste en pelikan, så vi måtte have hue og vanter på – og stadig frøs fordi vores bukser var gennemblødte (hvem har overskud til at tage regnbukser på, når man kravler STEJLT opad i 1 time?) Så var det bare en fed – og meget øde oplevelse. Desværre var det alt for hurtigt overstået og så skulle vi opad igen. Jeg syntes det var super hårdt, men når jeg kiggede mig omkring og så nogle af de øvrige på turen, så måtte jeg glæde mig over, at nok bare jeg en 10 kg. rygsæk, men det var stort set de eneste ekstra kilo jeg havde med – til forskel fra en stor del af de øvrige kvinder på turen. Desuden havde vi ordentlige støvler og regntøj. Andre gik rundt nærmest i sandaler og deres "regnjakker" var engangsregnslag, der hurtigt blev revet i stykker og fløj rund i luften.

Det var virkelig en barsk tur op til toppen. Med forholdsvis stejlt fald til begge sider og helt ubeskyttet kæmpede vi os langsomt opad. Når det endelig lykkedes at finde en sten man kunne hvile i "ly" af skulle man glæde sig, hvis den var en meter høj! Da vi kom til toppen havde vi stadig ikke set skyggen af de store vulkaner vi kravlede op imellem og det berømte "red crater" så vi ikke som andet end en meget tæt hvid tåge på vores højre side. Vi havde dog ikke engang overskud til at ærgre os over det – vi skulle bare ned og i læ - jo før jo bedre!

Og så ca. 2/3 nede kunne vi pludselig se Emeral Lakes på vores højre side. Meget pludseligt lettede skyerne. Det var stadig overskyet, men vi kunne nu se ud over landskabet, og der dukkede også et enormt krater op på vores venstre side. Det blæste dog stadig ret meget, og vi var temmelig smadrede, så Jesper hev os i læ bag en sten, hvor vi kunne sidde og spise noget chokolade og nyde udsigten over de smukke søer. Da vi kom lidt til kræfter igen, besluttede vi at gå ned til den nærmeste sø, finde lidt læ og så skifte til tørt tøj og lave noget frokost.

Her kunne vi virkelig glæde os over, at vores tunge rygsække indeholdt alt, hvad vi kunne ønske os af skiftetøj og mad! Det blev en pause på næsten 1½ time, men det var utrolig godt givet ud. Undervejs kom solen frem i glimt og skyerne lettede så meget, at vi kunne nyde den fantastiske udsigt over det omkringliggende landskab. Faktisk gav pausen overskud til at klatre rundt og lave fotoserier, hvor røgen stod ud af bjerget, samt gå ud af et sidespor til vores rute for at krydse endnu et krater og kravle op til "Blue Lake". Det var et flot syn – og det var udsigten derfra også.

På vejen tilbage over krateret mødte vi nogle halvlokale som ikke kunne dy sig for at skulle nævne for os, hvor stejlt det var på det kommende stykke ved at pege op ad bjerget. Vi kunne dog glæde os (og dem?) med at der kom vi skam fra, vi skulle bare tilbage til stien ned til vores hytte (2 timer). Vi talte dog kort om at lægge rygsækkene og kravle op igen, så vi kunne se det berømte røde krater, men selvom vi følte os forholdsvis friske, så var det alligevel for meget for os, så vi gik bare stille og roligt ned mod hytten.  

Undervejs mødte vi en "efterladt" rygsæk med påskriften "Don't wory about me – I'll be picked up soon by my owner". Rygsækken viste sig at tilhøre en sej tysk pige, som havde krydset det alpine område dagen før – også i dårligt vejr, og nu var på vej til samme hytte som os. På vejen ville hun dog tilbage op og se det røde krater, men da hun kom derop var det stadig dækket af skyer. Så gik hun ned og badede i de iskolde søer, og i mellemtiden var det klaret så meget op at hun bare måtte op og se det røde krater – så hun tog lige turen 3 gange på under 24 timer – imponerende!

De sidste 2 timer ned til hytten var bare så anderledes end hvad vi tidligere havde oplevet. Nu var vejret så godt, at vi kunne se mange mange kilometer ud over dalen, i perioder gik vi i det, der vel er en dal efter vulkansk materiale, i andre kravlede vi ned over store sten. Så kom vi ud i et stort område med sort sand og så gik vi på helt hvide sten, som også var en slags "affald" fra vulkanen (den slags som er fulde af luft, og knuser, hvis man træder på dem?). Endelig efter ca. 8 timer på farten kom vi frem til Oturere Hut, som bare lå helt fantastisk smukt med udsigt over en fantastisk dal til den ene side og den imponerende vulkan Mt Ngauruhoe til den anden. At solen så brød helt igennem næsten i det samme gjorde helt sikkert ikke oplevelsen mindre. Nu kunne vi endelig se det bjerg, som vi var på vej rundt om og hvilket imponerende syn. Mt Ngauruhoe er nærmest den perfekte vulkan, hvis man tænker på, hvordan et barn ville tegne den. Hele vejen rundt er den keglerund og på toppen er den helt flad.

Måske så vi ualmindeligt svedige ud, måske er det noget hun opfordrer alle til, men i hvert fald fik værten os overtalt til at gå ca. 500 meter ned til et vandfald, hvor der ovenfor var en dam, hvor man kunne bade. Det med at bade viste sig at være noget af en tilnærmelse, for der var ikke meget mere end knædybt, men det var nu alligevel en meget forfriskende oplevelse at skylle sig i det kolde vand. Aldrig før har nogen af os badet så smukt et sted. I øvrigt var vi jo totalt uforberedte på denne mulighed, så vi kunne glæde os over at det lå meget ugenert, når man nu må nøgenbade for første gang i sit liv!

I de timer vi sad ved hytten og hyggede os, mens vi fik tørret vores tøj, nåede vi at blive solskolede – meget godt klaret på en dag, hvor vi tidligere ikke kunne holde varmen med hue og vanter på! Selvom turen havde været lidt krævende undervejs, var vi bestemt ikke skræmte over strabadserne, så efter lidt overvejelser besluttede vi at slå de sidste 2 dage sammen til en og gå tilbage til bilen allerede om torsdagen. Vi syntes simpelthen at det var for lidt at få ud af næste dag kun at skulle gå 3 timer, når vi var så friske som tilfældet var.

Om aftenen hyggede vi os lidt med de andre gæster i hytten og fik bla. et udmærket tegnet kort over Skotland, hvor det er markeret, hvor det er virkelig godt at vandre, så mon ikke vi en dag tager derover?  Der var også et ungt amerikansk par, som på grund af tidsnød havde besluttet at gå hele rundturen på bare 2 dage – noget af end bedrift!

Selvom vi havde booket plads i hytten endte vi alligevel med at sove i teltet. Jesper havde alligevel sat det op for at få det tørt og det er bare mere ugenert. Så det blev kun vores rygsække og støvler som overnattede i hytten.

Torsdag morgen var vi nød til at starte tidligt ud for at nå tilbage til Whakapappa Village inden det blev lukketid for campingplads, DOC center og ikke mindst de serveringssteder, der er i landsbyen. Heldigvis var vejret fantastisk med høj sol og kun enkelte skyer, så kl. 8 tog vi af sted fra hytten. Nogenlunde samtidig gik det amerikanske par af sted i modsat retning. De første timer gik forholdsvis nemt ned til den hytte, hvor vi egentlig skulle have boet. Igen skiftede landskabet flere gange totalt karakter, og det var virkelig en oplevelse, da vi nærmest gik ind i en mur af en skov, hvor vi i bogstaveligste forstand kunne stikke hovedet indenfor i det tætte vildnis, mens resten af kroppen stadig var ude i det golde stenlandskab. Inde i skoven skulle vi kravle adskillige højdemeter, men selvom det var hårdt og varmt så kunne jeg glæde mig over skyggen og skovens forholdsvise kølighed. Ude på stensletten igen var vi nærmest ved at brænde op, så vi kæmpede med hatte, solcreme, tørklæder i nakken osv. I en god mellemtid nåede vi dog frem til den kun 4 måneder gamle Waihohonu Hut, hvor vi fik fyldt vandflaskerne og fik en hyggelig lille snak med værten inden vi satte af sted igen.

De kommende timer blev virkelig hede og selvom om omgivelserne var utrolig flotte, så var selve vandringen dog lidt ensformig, og det handlede desværre mest om at komme derudaf. Undervejs måtte vi opgive at finde et sted i skygge til frokosten, så vi endte med at slå os ned, hvor der i det mindste var lidt vind. Ingen af os havde den mindste lyst til varm mad, men da det var det eneste, som var på menuen så måtte vi jo i gang, for energi skulle vi bruge for at komme videre! Det blev et forholdsvis langt hvil, men det var også tiltrængt for at komme til kræfter og starte "friske" ud på de sidste 3½ time. Den sidste halve dag ændrede landskabet sig ikke ret meget, men vi kunne nu konstant glæde os over den fantastiske udsigt til Mt Ngauruhoe, som vi efterhånden var ved at være kommet hele vejen rundt om.

Vi var godt trætte (og havde ikke specielt gode mellemtider) da vi kom til et sidespor ud til Tama Lakes, så vi besluttede, at det glimt vi havde fået af den lavestliggende fra stien måtte være nok for os – vi ville hellere videre ned mod Taranaki Falls og ikke mindst en burger. Nu var vi dog tydeligvis igen i mere befærdet område. Vi mødte en del endagsvandrere og stien var igen på E6-niveau. Vi kom frem og nød vandfaldet, og ca. ½ time senere havde vi sluttet cirklen, hvilket vi kort fejrede med et stykke chokolade, en tår vand og et kys. Vi manglede dog stadig godt 20 minutter og vi må bare konstatere at ingen af os er gode til at "back tracke"! så det blev en hård halv time!

Men frem kom vi da – stort set samtidig med det amerikanske par, som vi var startet ud næsten samtidig med om morgenen – men i hver sin retning. De havde dog været betydeligt sejere, da de undervejs også var kravlet op på toppen af Mt. Ngauruhoe! Selvom det viste sig at blive en dyr omgang at springe en dag over (vi har betalt for en teltplads ude på ruten i nat, og for en hytte på campingpladsen i morgen fredag – ingen af delene kan refunderes eller ændres, men vi kunne godt få love at betale for at sætte vores telt op i nat!)  så glæder vi os over en fantastisk tur – som så også blev afsluttet med den meste fantastiske udsigt fra den bar, hvor vi kunne få serveret en stor burger J